Bedste hårvoks
BEDSTE I TEST
Hairlust Mineral Clay Wax
Permanente krøller har i dén grad fået et comeback, og overvejer du at få krøllet lokkerne, men ikke helt har styr på permanent-plejens dos and dont’s – så er det her du skal læse med! I denne guide finder du alt, hvad du bør vide om permanente krøller; hvad permanente krøller er, hvilken type krøller du kan få, og hvordan du plejer dem så de altid ser lækre og sunde ud.
Permanentkrøllen er tilbage men det er altså ikke de der poppede puddelkrøller fyldt med hårlak, du måske kan huske fra fordums tid – næh nej, permanent krøller i dag spiller på det mere naturlige look med store bløde krøller, der oser lidt af sexet tilfældighed.
Både på catwalken og hos celebre kvinder som Jaime King og Emma Stone, har 80’ernes og 90’ernes krøllede look rejst sig som fugl føniks fra asken, og givet os lyst til at booke en omgang permanente krøller hos frisøren. Omend med et look, der er en smule mere afslappet end det var i de glade 80’ere, så trender det krøllede look som aldrig før, og store krøller à la Julia Roberts i Pretty Woman må siges at have fået lidt af en revanche.
Permanente krøller er en behandling, som ved hjælpe af kemikalier og varme, giver dig krøller, der ikke går ud efter vask. Det er forskelligt fra person til person, hvor længe permanente krøller holder, og det vil ligeledes komme an på, hvordan du plejer og passer på håret efter en permanent-behandling (mere om det senere).
Permanente krøller er altså en behandling af håret, der varer ved. Fordi det har med kemi at gøre, kræver det en professionel vurdering af hårtype og dermed den rette blanding af permanentvæske for at få det bedste resultat. Så gå altid til en professionel frisør, hvis du overvejer at få permanente krøller i håret, og hold dig til enhver tid fra nemme løsninger med diverse hjemmebehandlingskit – du risikerer at brænde dit hår af og ødelægge det fuldstændigt.
De to mest anvendte måder at lave krøller permanente på er: 1) den digitale metode, og 2) den koldpermanente metode.
Den digitale metode kaldes også for en varmepermanent behandling, og den foregår ved, at håret først får en afslappende behandling på en times tid. Derefter anvendes varme krøllejern til at lave de ønskede krøller i håret. Afslutningsvis bindes håret op med metalspoler (også med varme i), som så skal sidde i et par timer. Denne form for permanent behandling vil typisk vare omkring 4 timer.
Denne metode vil i kraft af sin varmebehandling være særligt god til tykt hår og langt hår. Den vil derimod ikke være velegnet til kort hår, blandt andet fordi den grundet varmen skal holdes et stykke fra hovedbunden, og derfor vil kræve en vis hårlængde for at kunne give et tilfredsstillende resultat.
En af de største fordele ved den koldpermanente metode er, at det er muligt at starte krøllerne helt nede ved hovedbunden. Alle kan få virkeligt flotte resultater med denne metode, og ligeledes vil kortere hår være nemmere at krølle.
Ved den koldpermanente metode gøres håret først vådt, hvorefter det vædes i en basisk væske og rulles op i spoler. Den basiske væske skal kun sidde i et par timer, og gør derfor processen noget hurtigere end den digitale metode.
Forskellen på de to metoder er overordnet set, at den digitale giver bløde og store krøller med et naturligt look og et lækkert fald, mens den koldpermanente metode anvendes til at lave små krøller, der er mere definerede. Vil du for eksempel gerne have spiralkrøller i ægte proptrækker-stil, er det den koldpermanente metode du skal benytte dig af.
Internettet er fyldt med smukke krøller og lækre styles, og det er nemt forestille sig, hvordan lokkerne kan forvandles til en fantastisk omgang flotte permanente krøller. Der er bare lige dét, at det kræver den rette pleje at holde på disse flotte permanente krøller, ligesom det eventuelt kan kræve en god klipning inden du får permanent-behandlet håret. Spørg altid en frisør til råds, så du kan få den rette vejledning herom.
I forhold til krøllernes holdbarhed kan du som udgangspunkt regne med, at de vil holde omkring fire til seks måneder. Dertil kommer, hvilken hårtype du har, og hvor modtagelig dit hår er overfor behandlingen. Derudover vil holdbarheden af permanente krøller i håret hos de fleste også afhænge af, hvordan krøllerne plejes efterfølgende. Det er for eksempel ikke unormalt, at permanente krøller – med den rigtige pleje – kan holde i langt mere end seks måneder efter behandlingen. Det sker også, at permanente krøller hos nogle bliver som bølger i håret indtil det klippes af.
Der er i øvrigt ikke noget mere effektivt til at booste permanent krøllerne end en god klipning! Ligesom en klipning giver løft og liv til alle hårtyper, kan det ligeledes give et fornyet krøl til permanent hår.
Stort set alle kan få lavet permanente krøller men det er vigtigt at huske på, at den individuelle hårlængde vil have betydning for krøllernes størrelse. Har du for eksempel en meget kort frisure, kan du ikke få permanent krøller, da der ganske enkelt ikke vil være nok hår (længde) at vikle spolerne omkring. Men derudover er der ikke som sådan nogen regel for, hvor langt håret skal være for at få permanente krøller. Din frisør vil altid kunne vejlede dig og give råd og forslag til, hvilke muligheder længden og tykkelsen på dit hår åbner op for.
Har du langt hår og ønsker krøller, er du heldig! Folk med lange lokker har nemlig rig mulighed for at få både små krøller og de helt store af slagsen. De har de, da alle slags spoler og rør – store som små – kan anvendes i langt hår. Her vil hårets tykkelse til gengæld være af betydning. Har du for eksempel tykt hår, vil det mest naturlige look med bløde krøller kunne opnås med en digital permanent-behandling.
Har du en kort frisure eller pagehår og ønsker permanente krøller, vil der være lidt begrænsninger i forhold til, hvilken størrelse krøller du kan få. Det er fordi spolernes størrelse skal kunne nå godt rundt om dine lokker, og er håret kort, ja så vil spolerne ligeledes skulle være mindre. Som tidligere nævnt vil den koldpermanente metode her være oplagt, netop fordi frisøren kan starte krøllerne helt nede ved hovedbunden, og på den måde få mere hårlængde at arbejde med.
Store permanente krøller i tyndt hår vil oftest give et meget mere fyldigt hår, og vil altså være en super løsning, hvis du vil peppe dine lange lokker op med volume og livlig effekt. Ligeledes kan en omgang permanent krøller give et fantastisk look til længere former for pagehår (særligt, hvis du samtidigt har mellemlangt pandehår). Løse og bløde krøller vil nemlig kunne give et lækkert og rodet luksus-boho look til disse lange pagehårs-længder.
Udover det generelle krølle-comeback er det helt klart det naturlige look, som trender denne sæson, og der er mange muligheder at vælge mellem. Så pønser du lidt på et krøllet look til dit hår, så er det altså bare med at få bestilt den tid hos frisøren!
Et af kendetegnene ved krøllet hår er, at det bliver hurtigt tørt og generelt bare kræver en del mere fugt og pleje end andre hårtyper. Får du lavet permanente krøller skal du altså regne med at give dig lidt ekstra tid til at pleje lokkerne.
Vi giver dig her et par gode og nemme råd, så du kan sikre dig den rigtige pleje af håret, og dine permanente krøller kan se fantastiske ud så længe som muligt.
Husk på, at opskriften til velplejede og bløde krøller ligger i din hårplejerutine!
Pas godt på dine nye krøller! Din frisør vil højst sandsynligt fortælle dig, at du bør undgå at vaske krøllerne i minimum et døgn – gerne op til 48 timer efter du har fået håret permanentet. Det er der en god grund til, for dine krøller skal have tid til at ‘sætte sig’. Det er ligesom med en hvilken som helst anden form for hårstyling (bortset fra, at den i dette tilfælde er permanent) – håret har godt af at forblive urørt et stykke tid efter styling, så holder frisuren nemlig bedre!
Sørg for at bruge en ekstra fugtgivende shampoo til dine krøller – en, der ikke tynger håret, og en som gerne har et højt proteinindhold. Permanente krøller skal have rigeligt med pleje så de forbliver flotte og spændstige med et naturligt look. En fugtgivende shampoo, der er specielt udviklet til krøllet hår vil kunne nære og tilføre de rette mængder fugt, bevare elasticiteten, og samtidigt få samling på frizz og flyvske spidser.
Brug altid en god og nærende balsam når du har vasket håret i shampoo – også selvom du ikke var balsam-typen før du fik lavet dine krøller. Dine permanente krøller har, uanset hvordan du vender og drejer det, været lidt af en hård omgang for lokkerne, og hvert et hårstrå har brug for al den pleje det kan få. Alternativt kan du benytte dig af en leave in kur efter hårvasken et par gange om ugen, ligesom du ind imellem, og alt afhængigt af, hvor tørre dine krøller er, kan bruge en hårkur til krøllet hår.
Selvom det kan være en både hurtig og nem løsning at føntørre de våde krøller efter hårvasken, så er det altså bedst bare at lad dem lufttørre – og det er noget vi på det kraftigste vil anbefale dig at gøre. Udover at slide på håret vil en føntørring af dine permanente krøller gøre dem krusede og give dig et ‘fehårs-agtigt’ look. Insisterer du på at føntørre krøllerne, sørg da for at gøre det ved kold luft, og altid i selskab af et godt varmebeskyttende produkt!
Det samme gælder rutinen med håndklædet som du muligvis er vant til at tørre håret med; undgå at køre det rundt i håret og undgå at vikle det stramt om hovedet. Kram i stedet håret tørt med hænderne og med hovedet vendt nedad.
Permanente krøller kan nærmest ikke få nok næring og alt leave in pleje vil være en super god måde at nære og styrke alle former for krøllede lokker på.
Et godt råd er at komme en fed og nærende krøllecreme i håret mens krøllerne stadig er våde. Kram cremen i ligesom når du krammer dine krøller tørre for overskydende vand, og lad cremen gøre sit arbejde mens du lader håret lufttørre.
Er dine krøller meget tørre, kan du, når håret er ved at være tørt, bruge en nærende hårolie til spidserne. Dette behøver ikke nødvendigvis være en olie specielt formuleret til krøllet hår, det kan sagtens være en almindelig halvfed naturlig olie som for eksempel kokos-, avocado-, jojoba-, eller arganolie. Påfør olien i spidserne af dit hår; kram den i og sno gerne pegefingeren om spidserne så du kan sætte en flot finish på krøllerne og samtidigt style dem, så de falder naturligt og flot.
Permanente krøller kræver også gerne lidt ekstra planlægning. Du har nok hørt, at du ikke bør vaske dit hår hver dag, men i stedet begrænse hårvasken til højst et par gange om ugen. Det samme gælder naturligvis når du har krøllet hår; begræns hårvasken og planlæg derudover, hvornår du vil vaske dit hår, så du for eksempel ikke vasker det lige inden sengetid. Dine permanente krøller har nemlig ikke godt af at blive klemt ned i en hovedpude mens de stadig er våde. Det er her værd at nævne, at hovedbunden bestemt heller ikke har godt af at blive lagt på puden med en våd hårpragt. En enkelt gang eller to skader ikke, men gør du det til en vane, risikerer du at få en hovedbund i ubalance og en svækket hårvækst.
Så vil du sikre dig smukke krøller, der falder naturligt – ja så skal du lade lokkerne lufttørre efter hårvasken.
Egentlig bør du nøjes med at bruge dine fingre til at rede dit hår med, men foretrækker du ind imellem at få ‘børste-fornemmelsen’ (vi bebrejder dig ikke!) er det bedst at bruge en krøllekam, og det er bedst at bruge den i kombination med en hårvask, mens du har shampoo i håret; kør forsigtigt kammen gennem håret fra hovedbund til spidser.
Tænderne på en krøllekam er større og de er ligeledes placerede med et noget større mellemrum. Du kan købe en krøllekam hos de fleste frisører og/eller på internettet.